Ecstasy er den populære betegnelse for stoffet MDMA, som er et kunstigt fremstillet stof, der laves i laboratorier. Koncentrationen af MDMA svinger meget i de forskellige ecstasy piller. Der kan også være flere forskellige andre aktive indholdsstoffer i pillerne, typisk andre stimulerende og eventuelt hallucinogene stoffer. Findes også som et pulver.
Indholdsoversigt
Hvad er MDMA?
Fakta om MDMA
Indtagelsesform: Ecstasy/MDMA indtages som piller eller pulver i kapsler med forskellige symboler og motiver på, for eksempel et dødningehoved eller bogstavet “E”. Det findes også som krystaller og i flydende form.
Type: Esctasy er en ”upper”, dvs. den virker stimulerende og opkvikkende, og har en let hallucinogen virkning. Læs mere om de forskellige typer stoffer her
Varighed af rus: Rusen kommer ½-1 time efter man har taget stoffet, og varer 2-6 timer. Efter rusen er man typisk udmattet og nedtrykt i dagene efter. Det kan skyldes selve stoffet eller at man har overanstrengt kroppen under rusen.
Overdosis / Forgiftning
Symptomerne kan være kraftige fysiske symptomer med temperaturstigning, forhøjet blodtryk, kramper, forvirring og bevidstløshed. Psykisk kan opleves synshallucinationer, som kan være meget ubehagelige. Personen kan blive overophedet grundet den voldsomme stigning i kropstemperatur. Der kan ses forstyrrelser af hjerterytmen, blødninger og nyresvigt.
Ecstasy/MDMA forgiftninger kan være dødelige, og der er set eksempler på at folk er døde af ecstasy selv om de har taget meget lidt af stoffet.
Fysiske og psykiske skadevirkninger
Man kan få en dårlig rus med skræmmende hallucinationer, forvirring og panik. Måneder efter en ecstasy-rus kan man få ‘flash backs’, selv om man ikke har taget stoffet igen, fordi hjernen er blevet permanent påvirket. Flashbacks opleves meget skræmmende.
Når man har taget ecstasy/MDMA sættes ens dømmekraft ud af spil, og derfor er man i øget risiko for at opleve ulykker fx i trafikken, uønsket sex eller på anden måde ikke at kunne tage vare på sig selv.
Fordi energiniveau og kropstemperatur stiger ved indtagelse, har ecstasybrugere særlig stor risiko for at dehydrere og udvikle hedeslag. Det kan være ekstremt farligt. Hedeslag er den primære årsag til dødsfald i forbindelse med ecstasybrug.
3 hurtige om MDMA
Kan man blive afhængig af ecstasy/MDMA?
Man kan blive afhængig af ecstasy, så man skal have mere og mere for at opnå en rus. Risikoen for skadevirkninger stiger, jo større doser man tager.
Hvilke abstinenser får man af ecstasy/MDMA?
MDMA er vanedannende ligesom de andre centralstimulerende stoffer. Efter indtaget vil kroppen været udmattet og træt og humøret dårligt, eventuelt med depressive symptomer og selvmordstanker, hvilket kan føre til nyt stofindtag for at ’fjerne’ den ubehagelige følelse.
Hvordan spotter man en ven, der har taget ecstasy/MDMA?
En person der har taget ecstasy får udvidede pupiller, bliver urolig og aktiv og kan have meget spændte kæbemuskler og andre muskelspændinger.
Hvor udbredt er ecstasy?
Næst efter hash er ecstasy sammen med kokain og amfetamin de mest udbredte stoffer blandt unge i Danmark. Det er dog meget få unge, der har prøvet ecstasy eller har et aktuelt brug.
Af unge i aldersgruppen 16-24-årige, har 0,4 % taget ecstasy inden for den seneste måned og 1,6 % har taget ecstasy inden for det seneste år. Blandt unge i denne aldersgruppe havde 4,1 % prøvet ecstasy nogensinde. En markant større andel af unge mænd end unge kvinder har prøvet ecstasy eller har et aktuelt brug.
MYTE #1
Hvis stoffet er rent, er det mindre farligt!
FALSK: Der kan være individuelle forskelle på, hvor meget stof den enkelte kan tåle. Man kan således ikke fastslå, hvor stor en mængde stof, der er ”safe”, og det er derfor fortsat farligt at tage rent stof.
MYTE #2
Det er farligt at blande alkohol og ecstasy/MDMA
SANDT: Alkohol og ecstasy/MDMA har modsatrettede virkninger, da alkohol er sløvende og ecstasy er opkvikkende, og det kan derfor give en uforudsigelig rusvirkning.
MYTE #3
Det er vigtigt at drikke vand, når man er på ecstasy/MDMA
SANDT: Ecstasy kan give forhøjet kropstemperatur og samtidig gøre, at man overhører kroppens signaler og glemmer at drikke. Man føler sig heller ikke udmattet, og derfor kan man fx danse i timevis uden at blive træt, som man fx har set til raves. Derfor er det vigtigt at drikke nok vand. Omvendt er det også vigtigt ikke at drikke overdrevent meget vand, da det kan føre til saltmangel som i sig selv kan være farligt.